Har du været i Grækenland, har du sikkert også stiftet bekendtskab med det græske køkken. Hvis ikke, har jeg her samlet 10 græske specialiteter, du kan lade dig inspirere af.
Af Anna Rothe Kristiansen

Tzatziki
Vi kommer ikke uden om den græske tzatziki. Denne lækre ret bestående af græsk yoghurt, agurk, hvidløg og olivenolie er en klassiker i det græske køkken. Den bruges især som tilbehør til brød og serveres ofte som en lille forret på græske tavernaer.
Moussaka
Grækenlands svar på lasagne. En lækker varm ret med oksekød, sauce, kartoffel- og aubergineskiver. Nogle finder retten lidt tung, og derfor egner den sig særligt godt om aftenen, hvor det er lidt køligere. Bestil gerne et glas rødvin til.
Græsk salat
Denne ret fungerer godt som tilbehør til moussaka, men kan også spises som et måltid for sig. Den græske salat består af agurk, tomat, grøn peberfrugt, rødløg, feta og oliven. Ofte er der også olivenolie og oregano i salaten.
Blæksprutte
Grækerne elsker seafood, og blæksprutter er ingen undtagelse. Det er nok et måltid, der deler vandene lidt, da konsistensen kan være lidt gummiagtig. Personligt kan jeg godt lide en grillet blæksprutte, som ofte serveres med pomfritter og grøntsager.
Souvlaki
Soulvlaki er grillede spyd med kød. Kødet kan både være svinekød eller lam. Retten stammer fra det græske fastland og serveres ofte med pomfritter, ris eller grøntsager.
Gyros
Første gang, jeg var på Kreta, spiste vi gyros fra morgen til aften, hvilket gjorde, at jeg blev en smule træt af denne specialitet. Men efter at have gensmagt den på Zakynthos, må jeg sande, at den smager fantastisk. Gyros er et fladbrød med fyld bestående af kød, tzatziki, tomater, rødløg og oftest også pomfritter! Det lyder specielt, men det skal prøves. Drik gerne en Mythos-øl til.
Spanakopita
Nu kommer vi til en af mine favoritter i det græske køkken. Spanakopita er en slags tærte, der består af fillodej, spinat, feta og citronskal. Skipper Rune og jeg lavede det på Lefkas sidste år, hvilket blev en stor succes. Hvis du ikke står og skal til Grækenland lige nu, findes der mange gode opskrifter på nettet.
Dolmades
Nu bliver det lidt mere specielt: Dolmades er fyldte vinblade med ris og mynte eller kød. Første gang jeg smagte dem var til en græsk aften på Rhodos. Dengang kunne jeg ikke lide dem, men i dag synes jeg, at de smager glimrende. Dolmades serveres ofte som appetizer på græske restauranter.
Retsina
Retsina er en græsk hvidvin, som smager af harpiks! De gamle grækere tilsatte nemlig harpiks til vinen, så den kunne holde i længere tid. Retsina er specielt, og mange finder nok harpikssmagen lidt for dominerende. Men prøv et glas iskold retsina med lidt brød og tzatziki, mens du betragter solen gå ned bag bjergene…
Ouzo
Nu skal der være fest! Ouzo er en græsk brændevin, der smager lidt af lakrids. Hvis man blander det med vand, smager det ikke nær så kraftigt. Til den græske aften på Rhodos blev der både serveret ouzo som velkomstdrink og efter middagen, hvor der blev danset på bordene.







